Hunde til salg | Hunde debat forum

Sort Spids

Sort Spids – en aktiv familie- og brugshund

Deltag i debatten om Spidshunde i vores forum: klik her

Af cand. mag. Annette Schmidt-Mogensen, formand i Klubben for Sort Spids

Jeg vil rigtigt gerne fortælle om vores skønne hunderace, Sort Spids. Vi forsøger at genskabe en ældgammel race, som optrådte på den første hundeudstilling, der blev holdt af Dansk Kennel Klub i København i juli 1886. Denne type er glatpelset og adskiller sig således fra de andre nordiske spidser, hvor pelsen står ud.

Vi har nu 3 Sorte Spidstæver hjemme – Mirah og Eisa på 6 år og Lykke på 3 år (Mirahs datter). Desuden har vi Lykkes søster, Ronja, på 3 år, som i øjeblikket bliver passet hos vores ene datter, og vi har en hvalp udstationeret.

Efter et trafikuheld, som satte mig ud af arbejdsmarkedet, er disse skønne hunde kommet til at fylde mere og mere i mit og min families liv. Jeg har altid selskab, og de er altid klar til en nusse- eller gåtur og en lille øvelse. De er med til at få mig i gang med dagen. Jeg fik også pludselig tid til at få et hvalpekuld og så endnu et, og jeg nyder det. Jeg er blevet utroligt fascineret af den del af et hundehold også, for det er så intenst og livsbekræftende, når en af tæverne har hvalpe. Vi har haft et kuld om året i de sidste 4 år, og unge Lykke og Ronja har lige fået et kuld hver. Det er dejligt, når vi kan se, at de små hvalpe udvikler sig harmonisk, og at alt ens arbejde undervejs har betydet noget godt for dem, så de er trygge, nysgerrige og selvstændige, når de flytter hjemmefra.

Hvorfor lige en Sort Spids?

Hvad faldt vi så lige for, da vi valgte hund? Vi faldt for den smukke og udtryksfulde hund, som virkede meget selvstændig, men alligevel lærenem. Den skal trænes med respekt og forståelse for dens intelligens, for så får vi en selvstændig og hengiven ven.

Spidshunde opfattes ellers ikke som skødehunde, men en Sort Spids har et kærligt, velafbalanceret temperament og en tilpas størrelse, så den nyder sin families opmærksomhed – også gerne sammen med os i sofaen, hvis den får lov. Den er glad for at være ude, men trives også godt inde, når bare den får lov til at bruge sin intelligens og energi ude en del af dagen.

Sort Spids er en meget udtryksfuld hund, hvis signaler er nemme at læse. Hundens ører, øjne, mund og hovedets holdning viser tydeligt, om den har det godt. Den er glad, venlig og samtidig modig og dermed en god vogter af vores hjem.

Avl

Den første opdrætter af Sort Spids blev inspireret af arbejdet med at genskabe andre gamle hunderacer, f.eks. Broholmeren og Hvid Spids, og efter mange studier i gamle bøger og eftersøgning efter egnet avlsmateriale både i Danmark og i udlandet faldt valget på Australsk Kelpie og Norsk Buhund for at få den Sorte Spids rigtig. Den Sorte Spids er beskrevet i gamle danske hundebøger og leksika som den almindeligste spidshund i Danmark sidst i 1800-tallet. Dengang kaldtes den Pommersk Spids og fandtes i farverne sort, grå/vildtfarvet og hvid. Den Sorte og den Grå Spids var for jævne folk. Den Hvide Spids blev foretrukket af det bedre borgerskab og er senere genskabt under navnet Dansk Spids.

Avlsarbejdet med den Sorte Spidshund tog fart i 1992. Sort Spids er først og fremmest avlet for at få en hund med et venligt sind og en sund kropsbygning, der er harmonisk og velproportioneret. Den er en familie- og brugshund, som har en stærk tilknytning til familien, og den er vagt- og hyrdehund af natur. Den er desuden intelligent, lærenem og arbejdsvillig.

Den Sorte Spids måler 44-49 cm over skulderen. Hovedet er spidst med vakse, opretstående ører. Den er harmonisk bygget med en lidt længere end høj krop, lige ryg og dybt bryst. Forbenene er lige, bagbenene godt vinklede. Halen bæres oprullet over ryggen, som den skal på spidshunde. Racen er sund og robust. Hvalpene er ensartede og ligner forældrene. Hundene chipmærkes og registreres i Dansk Hunderegister. Racen er endnu ikke godkendt af Dansk Kennel Klub, men vi følger DKKs etiske retningslinjer.

Klubben for Sort Spids gør et stort og seriøst arbejde for at avle så gode og sunde Sorte Spidshunde som muligt. Avlsudvalget koordinerer avlen af Sort Spids og anvender en avlsdatabase for at forhindre indavl. Hundene indkaldes til avlsgodkendelse, når de er ca. 2 år gamle, og de skal leve op til klubbens standard for den Sorte Spids for at blive anvendt til avl. Vi har også indført HD-fotografering og undersøgelse for patella luxation før avl, og vi har stikprøvevist screenet racen for øjensygdomme, og i øjeblikket ser det ret godt ud mht. alt dette.

Sort Spids – en opvakt samarbejdspartner

Som med andre racer er det vigtigt at starte tidligt med den Sorte Spids til hvalpemotivation for at få nogle gode redskaber til at sikre en god begyndelse og for at socialisere hunden. Det er vigtigt, at den tidligt lærer at gå pænt i snor, da den oprindeligt har været brugt som trækhund samt vagt-/hyrdehund. Den har intelligens til både at samarbejde og arbejde selvstændigt. Da den kan sammenkæde sine erfaringer, kan den handle uden direkte ordrer og selv løse problemer. Dét og så dens adræthed gør den meget hurtig og dygtig på bl.a. en agilitybane.

Vi har selv trænet vores hunde i lydighed efter DKKs program og trænet agility. Lykke og jeg træner mod at blive redningshundeteam under Beredskabsstyrelsen ved Odense Brandvæsen, hvor vi bestod grunduddannelsen i dec. 08. Det er en utroligt givende og udfordrende måde at samarbejde med sin hund på. Lykke elsker udfordringerne og de skiftende omgivelser/underlag. Hun lærte hurtigt at finde figuranter og følge spor, og hele hendes kropsholdning afslører, at det er sjovt og spændende for hende. Hun får brugt en masse sanser ved dette arbejde. Hun lærer at rundere, og i ruiner finder hun gemte figuranter gennem den vigtige lugtesans, mens hun adræt skal kunne flytte sig rundt i sommetider svært fremkommeligt terræn. Agilitytræningen, som Lykke har fået tidligere, får vi fuldt udbytte af ved redningshundetræningen, og lydigheden, hvor vi er rykket op i kl. 2, gør det hele meget nemmere.

En af Lykkes brødre, Aki, har været hjemmeværnshund. I Hjemmeværnet bruges hundene også som lyttehunde, og spidshundens ører er nemme at aflæse, og dens fantastiske hørelse er til stor gavn.

Sorte Spidser på toppen

Sort Spids er som nævnt en lærevillig, energisk og intelligent hund, og adskillige deltager i konkurrencer inden for lydighed og agility på meget højt plan. Bl.a. er Mirah og Eisas far, Mickey, samt deres bror, Gizmo, som begge ejes af Patricia Pedersen, blevet både Dansk Lydighedsmester og Dansk Elite Lydighedsmester i DKK-regi. Ligeledes har Viki, som ejes af Kirsten Lauritsen, opnået titlen Dansk Lydighedsmester. Viki og Kirsten blev efter skift til DCH udtaget til DM – DCH i B-klassen i 2005 og i A-klassen i 2006.

Læs evt. mere på Klubben for Sort Spids’ hjemmeside www.sortspids.dk og på min egen hjemmeside www.lykkensspidser.mono.net.

Du kan følge svar på dette indlæg via vores RSS 2.0 feed. Du kan skrive en kommentar, eller trackback fra din egen side.
Skriv et svar

Du skal være logget ind for at skrive et svar.