Hunde til salg | Hunde debat forum

Arkiv for kategori »Hunde nyheder «

12 nye hunderacer risikerer forbud

Rottweileren har længe ligget på listen over de mest populære hunde i Danmark. Men nu figurerer den også på en ny liste fra justitsministeriet over hunde, der risikerer at blive forbudt.

Som én ud af foreløbigt tolv hunde er rottweileren endt i farezonen, når hundeloven skal revideres i 2013. Justitsministeriet har netop offentliggjort en såkaldt observationsliste over hunderacer, der skal holdes særlig godt øje med. Dermed risikerer minimum 17.000 ejere af rottweilere at blive pålagt brug af mundkurv og kort snor, når hunden skal luftes. Et forbud vil desuden betyde, at der ikke længere kan avles rottweilere.

Dyreværnschef i Dyrenes Beskyttelse Jens Svenningsen er forarget over, at man overhovedet dømmer hunde ud fra deres race.

– Det er ikke et spørgsmål om race overhovedet. Det er et spørgsmål om, hvordan hunden er blevet opdraget og under hvilke forhold, den er blevet opdraget. Og det vil jo i høj grad sige hundens ejer, siger han.

Listen over potentielt farlige hunde er blandt andet udarbejdet på baggrund af en opgørelse fra Statens Institut for folkesundhed, der viser hvilke hunde, der har været skyld i flest skadestuebesøg. Her figurer rottweileren sammen med schæferen og gravhunden som de største syndere. Men de to øvrige hunde er ikke på observationslisten endnu.

Flemming Møller (Venstre) fra folketingets retsudvalg afviser dog, at undersøgelsen om hundebid skulle have været afgørende for hvilke hunde, der optræder på listen.

– Hvor mange den har bidt er ikke eneste, der afgør det. Men en rottweiler er en stor og stærk hund, og derfor er det selvfølgelig mere alvorligt, når en rottweiler bider, end når en gravhund bider, siger han.
Flemming Møller synes ikke nødvendigvis, at rottweileren skal forbydes, men tillægger observationslisten stor præventiv effekt.

– Jeg håber jo på, at hundeavlerne får avlet det dårlige ud af de hunde med et stort temperament, så de på den måde kan komme af listen igen. Men det er for tidligt at sige endnu.
Der kan tilføjes flere hunderacer til observationslisten ind til 2013, når loven skal revideres.

Justitsministeriets observationsliste:

  1. Rottweiler
  2. Staffordshire bull terrier
  3. Polski owczarek podhalanski
  4. Mastino napoletano
  5. Mastin espanol
  6. Maremma
  7. Anatolsk hyrdehund
  8. Bullmastiff
  9. Cane corso italiano
  10. Cao fila de sao Miguel
  11. Dogo canario
  12. Iberisk dogge

Kilde: tv2east.dk

Chihuahua stjålet fra hjemmet

Efterlysning: Lille piges jul ødelagt
Maxi er en chihuahua på to år og fire måneder, som er blevet stjålet fra hans hjem d. 6.12.2010 lidt uden for Roskilde (Gevninge) imellem kl. 14 og 16.30.

Tyven er brudt ind af soveværelsesvinduet og det eneste der er taget fra huset er Maxi, selv om der både lå kontanter og var andre dyre genstande i huset.
Ejeren fortæller:

Klokken ca. 16:30 d. 6.12.2010 lidt udenfor Roskilde, kommer jeg hjem. Der er noget galt, alt for stille. Jeg tænker “hvor er hunden?”.
Min ven Manne har været og storhygge et par dage, og er gået ca. klokken 14:00. Jeg griber straks telefonen for at spørge ham, men lille Maxi havde stået trofast i gangen og kigget bedrøvet på ham da han låste døren. Jeg tænker han må være blevet syg, måske er han død?

Leder panisk hele huset igennem, men ingen Maxi nogen steder. Går ud til de fire nærmeste nabohuse, han er jo lille og kunne være smuttet ud, men de har heller ikke set ham. Jeg går tilbage og ringer til Manne igen, er ved at være i panik, tænker på min datter Sille på 10 år, hun elsker Maxi overalt på jorden. Men Manne er slet ikke i tvivl: Maxi stod der, da han gik.

Mens jeg har Manne i røret, hører jeg persiennen inden i soveværelset, og min værste frygt bliver bragt til virkelighed: Vinduet i soveværelset er smadret, og Maxi er stjålet! Der er dyre ting overalt, der ligger 4000 kr. lige inde i stuen på brændeovnen, men det eneste, der mangler, er Maxi. Ejer udlover en dusør på 25.000 kroner for at få hunden hjem og yderlige 25.000 kr. for spor, der kan føre til personen, der har gjort det.

Henvendelse til ejer kan ske på mobil eller mail:
mob: 26 70 64 54 eller email jfr@thrusty.dk

Nyhed leveret af bt.dk

Dværgpinscher lukker lufthavn

Brasiliens næststørste lufthavn Congonhas i Sao Paulo måtte lukke, fordi en hund slap væk fra sin ejer og løb ud på landingsbanerne.

Derfor blev al flytrafik indstillet, mens lufthavnspersonalet og brandmænd ledte efter den lille tæppetisser. Det skriver news.com.au.

Hunden slap ud af hænderne på sin ejer, da de skulle ind i en bil og køre fra lufthavnen, efter en flyvetur.

Flytrafikken blev sat på hold i 24 minutter – og fire fly blev forsinket på grund af eftersøgningen efter det lille dyr.

Frygten var, at hunden ville blive suget ind i en flymotor eller simpelthen blev kørt over af et fly på landingsbanen.

Til sidst blev jagten på den bortløbne hund indstillet, selv om den ikke var fundet, og flytrafikken blev genoptaget.

Nyhed leveret af eb.dk