Hunde til salg | Hunde debat forum

Arkiv for » juli, 2010 «

Hundens Dag i Tivoli

Traditionen tro slår Tivoli igen i år dørene op for ”Hundens dag”, hvor årets tema er “alverdens hunderacer og deres anvendelse før og nu”. Søndag den 22. august er den eneste dag i 2010, hvor de firbenede må komme med ind blandt Ballongynger, Rasmus Klumps Verden og isboder.   

 

I dag findes der 400 officielt anerkendte hunderacer og et utal af lokale varianter fordelt over hele verden. På Hundens Dag i Tivoli bliver knap 40 forskellige hunderacer præsenteret, når der tages hul på hundenes årlige besøg.

 

Årets tema  

Årets tema er “alverdens hunderacer og deres anvendelse før og nu”. Mennesket har i mindst 10.000 år brugt hunden som jagtdyr, vogter og kæledyr. Hundene har hjulpet med at opsnuse dyr på jagt, passet på geder, får og kvæg. De har bevogtet huse, familien samt været menneskets bedste ven hjemme såvel som på rejser.

 

Hunden, som nedstammer fra ulven, er gennem årtusinde blevet specialiseret, så mennesker har kunnet drage nytte af dem. Det siger sig selv, at en hund der skal passe på en flok køer skal være stærk og vedholdende, og en hund der skal klatre op af en bjergskråning for at finde æg skal være let og adræt. Rigtig meget af dette arvegods bærer nutidens kælehunde med sig. Det er derfor vigtigt at sætte sig ind i den enkelte races baggrund og funktion, før man vælger hund. Det og meget andet kan hundeinteresserede få svar på i Tivoli, hvor dagen også byder på hundeparade og ”dog dancing” på mesterskabsniveau. Emmy Simonsen fra det danske dog dancer landshold har netop vundet guldmedaljen ved VM i Heelwork to Music og en sølvmedaljen i Freestyle. 20.000 deltog i konkurrencerne, så der bliver noget at se frem til.

 

 

 Hundeshow

Deltag selv i parade

Alle hunde inviteres til at gå med i en parade rundt i Tivoli. Hundene og hundeejerne skal møde op foran Pantomimeteatret kl. 13.45. Paraden begynder kl. 14.00 og bevæger sig gennem Tivoli, forbi Den lille Havfrues søster i Tivoli Søen og ender ved Plænen.  

 

 

Program for hundens Dag d. 22. august 11.00 – 23.00                                                Hunde i snor er velkomne i Haven
11.00 – 16.00                                               Dansk Kennel Klubs informationsstand ved Plænen
14.00                                                         Raceparade gennem Haven
14.20                                                         Show “Alverdens hunderacer og deres anvendelse før og nu”.

Trækning af vindere i Dansk Kennel Klubs Hunde-quiz.

Konferencier: Adfærdskonsulent Lise Lotte Christiensen

15.30                                                         Nordisk Mester Emmy Simonsen og andre Dog Dancers optræder med hunde. 

 

 

Hundens Dag er blevet til i samarbejde med Dansk Kennel Klub og Tivoli. Hundene kommer på dagen gratis i Tivoli, hvis de er ledsaget af en betalende gæst. De skal dog vende snuden hjemad igen klokken 23:00, hvor det sidste bjæf i Haven gerne skulle have lydt. Eventen er inkluderet i entréen til Tivoli.

 

Lidt om Tivoli 2010

Tivoli byder i år på nyheder og kærlige gensyn til mindre børn, teenagere og voksne.  F.eks. er årets sommernyhed Rasmus Klumps Verden med over 40 aktiviteter for børn blevet et kæmpe hit blandt børn og voksne. Den lille Havfrues søster som er flyttet ind i Haven får også løbende stor opmærksomhed. Haven byder på Fredagsrock på Plænen, Tivoli-Garden og spisesteder for enhver smag.

Irsk_ulvehund

"Foto: Mette Kramer Kristensen"